Lige siden jeg var helt lille, har jeg været en kæmpe dino-nørd! Jeg har, ligesom så mange andre, være dybt fascineret af disse fantastiske skabninger og derfor altid været klar på den næste dinofilm, dokumentar, eller sågar bog, der kunne fodre min appetit på de forhistoriske kæmper!
Men det kan være en svær jagt, for ligesom med de legendariske hajer, så hører dinosaurerne desværre oftere hjemme i billige B-film, end reelt gode biografoplevelser.
MEN DER ER HÅB!
For selvom hylderne i den for længst lukkede (fysiske) Blockbuster butik bugnede med billige Jurassic Park ripoffs, så er der rigeligt med fede Dinosaurfilm derude.
Man skal bare vide, hvor man skal lede.
Og det er her, jeg kommer ind i billedet.
For som selvudnævnt ”dinosaurfilm arkæolog”, med speciale i at grave gode dinosaurfilm frem fra filmhistoriens støvede hylder, har jeg kastet mig ud i jagten på de film, som jeg mener fortjener lidt mere opmærksomhed.
Så find popcornene frem, spænd sikkerhedsselen, og gør dig klar til en tur tilbage til fortiden.
For her kommer mit bud på de dinosaurfilm, du bør sætte på derhjemme!
De klassiske eventyr
King Kong (2005)
Vi starter på toppen af bjerget i min bog, med filmen der indeholder den vildeste dinosaur action scene nogensinde!
Peter Jacksons King Kong er først og fremmest et kærlighedsbrev til den originale film fra 1933, men trækker samtidig tydelige tråde tilbage til The Lost World og hele traditionen for klassiske monsterfilm indenfor sin adventure subgenre.
Jackson tager den gamle fortælling og giver den et ordentligt skud moderne filmteknik, hvor de nye muligheder bliver udnyttet til fulde.
For selv her 20 år senere er der næsten ikke en finger at sætte på effekterne, der strækker sig fra den legendariske Kong til filmens gigantiske Vastatosaurus Rex, der giver Kong kamp til stregen i en battle of the ages.
King Kong er et mesterværk i min bog og en film, som alle bør se!
The Lost World (1925)
Vi kommer naturligvis ikke ud over den her perle, som vi også snakkede om tilbage i Skrækhvalp: De første monstre. The Lost World fra 1925 er en af de helt store grundsten i dinosaurfilmens historie og den første af sin slags.
I filmen følger vi professor Challenger og hans ekspedition, der rejser til et isoleret område i Sydamerika, hvor dinosaurerne stadig lever. Filmen bygger på Arthur Conan Doyles roman fra 1912 og blev især berømt for Willis O’Briens banebrydende stop-motion-animation, der bragte fortidens kæmper til live for øjnene af det måbende publikum!
Et lille Bonus shoutout skal her rettes mod The Lost World fra 2001, som jeg klart mener er værd at nævne, som en mere moderne TV-filmatisering af samme historie.
Den er reelt set en todelt miniserie, men kan sagtens ses som én samlet film.
Det er good old campy fun, serveret gennem en ganske fin BBC-produktion, og selvom den selvfølgelig ikke kan hamle op med 1925-filmen på den filmhistoriske front, er den bestemt værd at grave frem fra de støvede hylder.
Når du vil have dinosaurerne som MONSTRE
65 (2023)
Hvad hvis en astronaut styrtede ned på Jorden for 65 millioner år siden? Det er den simple præmis i 65, hvor Adam Driver spiller piloten Mills, der efter et rumskibsforlis opdager, at han er landet på en forhistorisk Jord.
Sammen med den unge pige Koa må han nu krydse et landskab fyldt med dinosaurer for at finde en vej hjem.
Filmen er simpel og holder sit primære fokus på overlevelse og action!
Der er nogle fede setpieces og ret interessante designs, som dog tager en del frihed med de dino-skikkelser vi kender og elsker.
Men er du klar til en verden hvor dinosaurerne bliver lidt mere monstrøse og hvor der ikke er skyggen af en planteæder (sharp teeth all the way baby!) – så er 65 nok en film for dig!
Primitive War (2025)
Hvis du har gået og tænkt på, at film om Vietnamkrigen virkelig mangler nogle dinosaurer, så er der godt nyt!
For i Primitive War er det præcis det du får, når en gruppe australske soldater bliver sendt ind i den vietnamesiske jungle på en mission, hvor de hurtigt opdager, at de ikke kun kæmper mod mennesker…
Filmen er baseret på Ethan Pettus’ roman og går meget direkte efter kombinationen af krigsfilm, horror og naturligvis dinosaurer!
Der er masser af fed dino-action at komme efter, og selvom filmen har et relativt begrænset budget på ca. 7 millioner dollars (især sammenlignet med f.eks. Jurassic World Rebirth, der kostede omkring 200 millioner dollars) så er resultatet virkelig imponerende! For en mindre independent filmproduktion er der virkelig meget dinosaur for pengene, og det her er uden tvivl en af de bedre film du kommer til at finde, hvis du leder efter dinosaurer, der ikke er blevet lagt af den famøse Hollywood-Rex.
The End of Oak Street (2026)
Forestil dig, at hele din villavej pludselig bliver revet ud af nutiden og transporteret 200 millioner år tilbage i tiden.
Det er nemlig udgangspunktet for David Mitchells The End of Oak Street, hvor en familie må forsøge at overleve i et forhistorisk landskab, mens deres eget nabolag bliver invaderet af dinosaurer.
Filmen kombinerer dinosaureventyr med familieproblemer og en tydelig kærlighed til 70’ernes og 80’ernes science fiction og eventyrfilm. Og hvem elsker ikke det?
Der er endnu engang masser af dino-action at hente her, hvor vi gennem filmens runtime får en parade af den ene dinosaur efter den anden, mens den stakkels familie må løbe, springe, skjule og råbe sig gennem et virvar af livsfarlige situationer.
Så hvis dit primære kriterium for en god dinosaurfilm er et overflødighedshorn af skarpe tænder, så er The End of Oak Street bestemt ikke bange for at levere varen!Forestil dig, at hele din villavej pludselig bliver revet ud af nutiden og transporteret 200 millioner år tilbage i tiden.
Det er nemlig udgangspunktet for David Mitchells The End of Oak Street, hvor en familie må forsøge at overleve i et forhistorisk landskab, mens deres eget nabolag bliver invaderet af dinosaurer.
Filmen kombinerer dinosaureventyr med familieproblemer og en tydelig kærlighed til 70’ernes og 80’ernes science fiction og eventyrfilm. Og hvem elsker ikke det?
Der er endnu engang masser af dino-action at hente her, hvor vi gennem filmens runtime får en parade af den ene dinosaur efter den anden, mens den stakkels familie må løbe, springe, skjule og råbe sig gennem et virvar af livsfarlige situationer.
Så hvis dit primære kriterium for en god dinosaurfilm er et overflødighedshorn af skarpe tænder, så er The End of Oak Street bestemt ikke bange for at levere varen!
Når dinosaurerne skal være hyggelige
Landet for længe siden (1988)
Filmen der i høj grad formede min tidlige barndom som nyudklækket dino-nørd!
Don Bluths animerede klassiker følger den unge og forældreløse langhals Lillefod, der sammen med fire andre unge dinosaurer begiver sig mod Den Store Dal, som siges at være et sikkert sted med mad og vand. Undervejs må de dog overkomme både sult, naturkatastrofer og den frygtindgydende Skarptand!
Filmen blev starten på en enorm franchise med hele 13 efterfølgere (i skrivende stund) og er for mange en af de første store dinosaurfilm, de nogensinde har set – undertegnede inklusiv.
Der er så meget følelse og sjæl i den her klassiker, som i min bog er et klart must watch for alle, men i særdeleshed de yngste dinofans.
Og hvis du ikke har set den siden barndommen, er den klart værd at grave frem fra hylden igen.
Du bliver måske overrasket over, hvor sørgelig og skræmmende den egentlig er.
Dinosaurerne (2000)
Fra filmen der startede min interesse for dinosaurerne, til filmen der fik det til at stikke helt af!
Jeg sled alt fra biografsæder til VHS-bånd når det kom til Disneys Dinosaurerne, der for en 5-årig Daniel var den helt perfekte film!
Vi følger iguanodonen Aladar, som bliver opfostret af en flok lemurer efter at være blevet adskilt fra sin egen art. Da en meteorregn ødelægger deres hjem, slutter Aladar og familien sig til en stor flok dinosaurer på vej mod deres yngleområde.
Undervejs må de dog kæmpe med mangel på vand og føde, en brutal flokleder og ikke mindst angreb fra de skræmmende carnotaurer!
Filmen var teknisk ambitiøs for sin tid og kombinerede computeranimerede dinosaurer med live-action optagelser af landskaber, hvilket gav den et helt særligt visuelt udtryk. Og selvom filmen efterhånden har rundet de 25 år, synes jeg bestemt, at den stadig holder den dag i dag!
Ice Age 3 – Dinosaurerne kommer (2009)
Da Sid roder sig ud i problemer med nogle T-Rex æg, må vennerne Manfred, Diego og co. begive sig ind i en forhistoriske jungle for at redde ham.
Vi får T-Rex action, raptor jagt og et helt arsenal af andre forhistoriske bæster, mens vores skakkels Ice Age venner må kæmpe sig gennem dinosaurernes verden! Det er måske ikke den mest seriøse dinosaurfilm på listen, langt fra faktisk, men hvis du bare er sulten efter dinosaurer, gode grin og grimme ananas, så er filmen her et festligt og overraskende underholdende bud.
Den gode dinosaur (2015)
Hvad nu hvis den asteroide, der udryddede dinosaurerne, aldrig ramte Jorden?
Det er udgangspunktet for Pixar’s Den gode dinosaur, hvor vi følger apatosauren Arlo, som efter en tragisk ulykke bliver adskilt fra sin familie og må finde vejen hjem igen. Undervejs får han selskab af menneskedrengen Spot, og sammen må de to navigere gennem en barsk (men også smuk) forhistorisk verden.
Den gode dinosaur er først og fremmest et følelsesladet Pixar-eventyr, men hvis du nogensinde har leget med tanken om, hvordan verden kunne have set ud, hvis dinosaurerne aldrig var uddøde, så er det her et ret charmerende sted at starte.
Når du vil på dinosaur-eventyr
Dinotopia (2002)
Men hvad så hvis dinosaurerne ikke bare havde overlevet, men faktisk havde udviklet deres egen civilisation?
Det er præmissen for Dinotopia, hvor brødrene Karl og David efter et flystyrt ender på den mystiske ø Dinotopia, et sted hvor mennesker og intelligente dinosaurer lever side om side.
Her er dinosaurerne altså ikke bare vilde dyr, der skal undgås. De taler, arbejder, underviser og er en helt integreret del af samfundet (med en voksende kærlighed for bordtennis).
Det er en stor, farverig og dejlig campy eventyrfortælling, der måske ikke har ældet perfekt på alle fronter, men som til gengæld har dinosaurer i alle afskygninger, samt en enorm og ikke mindst anderledes verden at gå på opdagelse i.
Dinotopia er teknisk set en tredelt TV-miniserie, men den kan sagtens ses som én samlet film. Og hvis din dinosaurfantasi handler mindre om “hvordan overlever vi dinosaurerne?” og mere om “hvordan ville verden se ud, hvis vi levede sammen med dem?”, så er Dinotopia absolut et must!
Journey to the Center of the Earth (2008)
Hvis du er typen, der synes, at dinosaurer, vulkaner, gigantiske kødædende planter og en verden gemt dybt under jorden lyder som en god søndag eftermiddag, så er Journey To The Center Of The Earth lige noget for dig!
Filmen følger geologen Trevor, spillet af den altid skønne Brendan Fraser, som under en ekspedition på Island med hans nevø Sean og deres guide Hannah, bliver fanget under jorden, hvor de opdager en enorm, forhistorisk verden. Her får vi alt fra underjordiske jungler, bizarre skabninger, farlige afgrunde og selvfølgelig den imponerende Giganotosaurus, som giver vores helte noget at løbe fra!
Det er ikke ligefrem Jules Vernes originale historie, der bliver fortalt her, men snarere en moderne popkornsfortolkning af idéen om en fortabt verden under vores fødder.
Den er absolut ikke den mest dinosaurfyldte film på listen, men så er den til gengæld propfyldt med eventyr og højt tempo!
Når du vil se alternative dinosaurfilm
ADVARSEL!
Følgende film anbefales kun til de mest nysgerrige dino-fans, og kun hvis du har en høj tolerance for åndssvage idéer, stift skuespil, bizarre plots og PlayStation 2 lignende effekter.
Der er høj risiko for udslag på “spild af tid”-skalaen, men også en ikke-ubetydelig chance for at finde en skjult skat i møget.
The Dinosaur Project (2012)
Hvad hvis The Lost World blev til en found footage-film? Det er i grove træk idéen bag The Dinosaur Project, hvor en gruppe britiske opdagelsesrejsende tager til Congo og opdager, at der faktisk findes dinosaurer i junglen!
Det hele sker gennem håndholdt kamera, night vision og en god portion shaky cam, hvilket både er til filmens fordel og ulempe.
Kameraerne er nemlig en ret smart og billig måde at skjule filmens begrænsede budget og effekter på, men de bliver desværre også brugt så flittigt, at man til tider får mere lyst til at finde en søsygepille end at se videre.
Til gengæld er den afsindigt flotte natur et stort plus, og effekterne er faktisk ikke helt tossede for en indiefilm fra 2012. De er langt fra Jurassic Park niveau, men heller ikke så katastrofale, som man kunne frygte.
Så hvis du er nysgerrig på, hvad dinosaurernes B-filmsmarked har at byde på, men ikke helt er klar til at springe ud i den dybe ende, er The Dinosaur Project faktisk et ganske fint sted at starte.
Tammy and the T-Rex (1994)
Hvad får man hvis man tager en romantisk high school-komedie, tilsætter Paul Walker, Denise Richards og en T-Rex med en menneskehjerne?
Ikke en Oscar-vinder i hvert fald!
Filmen følger Tammy, hvis kæreste Michael bliver overfaldet og efterladt på dødens rand.
Men en vanvittig videnskabsmand redder Michaels hjerne og transplanterer den ind i det eneste logiske sted… nemlig kroppen på en mekanisk styret T-Rex!
Men hvad gør man så egentlig, når ens kæreste pludselig er en T-Rex?
Det her er ikke en god dinosaurfilm, men den er så absurd, så bizar og charmerende, for slet ikke at sige komplet ligeglad med god smag, at det ender med at bliver en oplevelse i sig selv.
The VelociPastor (2018)
Altså… bare læs titlen og spørg dig selv om du virkelig behøver mere?
Efter at have mistet sine forældre rejser en præst til Kina, hvor han arver en mystisk evne, der gør det muligt for ham at forvandle sig til en velociraptor.
Og hvad gør man så? Jo, man lader sig overtale af en prostitueret til at bruge sine nye kræfter til at bekæmpe kriminalitet. Og ninjaer. Naturligvis.
Filmen er lavet på et mikroskopisk budget og er helt bevidst en parodi på de dårlige exploitation-film fra 70’erne og 80’erne. Effekterne er mildest talt primitive, skuespillet er mere stift end vandet Bambi glider på, og filmen tager absolut ingen af sine egne præmisser alvorligt.
Og ja… det hele er præcis lige så åndssvagt, som det lyder.



