Frankenstein (1931): Når mennesket leger gud

Episodebillede til Frankenstein (1931) – Skrækkeligt Selskab

En gal videnskabsmand. Et tårn fyldt med elektriske apparater. Et lig, der helst burde være blevet liggende.

Nogle filmøjeblikke bliver bare hængende.

I denne episode af Skrækkeligt Selskab rejser Rasmus og Daniel tilbage til 1931 og James Whales Frankenstein – filmen, der ikke bare gav os Boris Karloffs ikoniske monster, men også var med til at definere, hvordan et filmmonster skulle se ud de næste mange årtier.

Der bliver nørdet Jack Pierces legendariske makeup, Kenneth Strickfadens elektriske laboratorium og en skabelsesscene, der stadig kan få hårene til at rejse sig næsten 100 år senere.

Men bag boltene i halsen gemmer der sig også en langt mere tragisk historie. For hvem er egentlig monstret? Væsenet, der aldrig har bedt om at blive skabt, eller videnskabsmanden, der skaber liv og derefter helst vil slippe for ansvaret?

Særligt mødet mellem monstret og den lille Maria viser, hvor meget filmen får ud af Boris Karloffs sårbarhed. Frankenstein-monstret er både skræmmende, barnligt og tragisk – og måske netop derfor stadig så svært at glemme.

Det betyder ikke, at filmen slipper helt for snart 100 års slid. Der er hårde klip, teatralsk skuespil, lettere mystiske logikspring og kulisser, der enkelte steder meget gerne vil minde os om, at de er kulisser.

Men når Frankenstein rammer, rammer den filmhistorisk hårdt.

Træk i håndtaget, send strøm gennem laboratoriet, og lyt med, når vi finder ud af, hvorfor Frankenstein stadig lever – næsten et århundrede efter nogen første gang råbte: “It’s alive!”