Et godt monsterdesign kan være ikonisk.

Men nogen skal stadig stå inde i det.

I denne Skrækhvalp retter Rasmus og Daniel blikket mod skuespillerne, der bogstaveligt talt har båret monstergenren på skuldrene – nogle gange med 100 kilo gummi, latex og meget lidt ventilation.

Vi kommer omkring Lon Chaneys hjemmelavede torturmakeup, Boris Karloffs otte timer lange forvandling til Mumien og Haruo Nakajima, der i årtier svedte sig gennem Godzilla-dragter tunge nok til at gøre en almindelig arbejdsdag til en dobbelt Ironman.

Der bliver også plads til Bolaji Badejo, der blev spottet på en bar og endte som Xenomorphen i Alien, Kevin Peter Hall, der gjorde Predator markant mere skræmmende end Jean-Claude Van Damme nogensinde nåede at blive, og Doug Jones, der nærmest har gjort det til en karriere at forsvinde fuldstændigt ind i sine roller.

Men hvor meget betyder mennesket bag masken egentlig? Og er praktiske effekter altid bedre end CGI?

Vi tager kampen mellem latex og pixels, diskuterer motion capture og forsøger at finde det punkt, hvor det fysiske håndværk og computerarbejdet spiller bedst sammen.

Spænd proteserne fast, find en ekstra ventilator, og lyt med, når vi hylder dem, der fik filmhistoriens monstre til at leve – ofte med deres egen krop som vigtigste specialeffekt.