Dracula fik kappe på. Frankenstein fik bolte i halsen. Wolfman fik et seriøst behov for en barbermaskine.
Og monsterfilmen blev for alvor voksen.
I denne Skrækhvalp rejser Rasmus og Daniel tilbage til 1930’erne og 40’erne – perioden hvor Universal Studios skabte nogle af de monstre, der stadig hænger på væggene i populærkulturens kollektive monsterkælder.
Men det var ikke kun designet, der ændrede sig. Lydfilmen var kommet til, USA befandt sig midt i depressionen, og pludselig kunne Dracula tale, Frankenstein stønne og publikum bruge biografmørket som en billig flugt fra en virkelighed, der allerede var rigeligt skræmmende.
Vi dykker ned i Universals første gyldne monsteralder, Hays Code-censuren og de år, hvor horror nærmest blev kvalt – inden publikum krævede monstrene tilbage. Samtidig tager vi en afstikker til Skull Island, hvor King Kong viste, at et monster også kunne være både spektakulært og tragisk.
Og selvfølgelig skal der kåres en vinder: Hvem har egentlig det stærkeste originale monsterdesign – Dracula, Wolfman eller Frankensteins monster?
Træk gardinerne for, tænd den knitrende laboratoriemaskine, og lyt med, når vi rejser tilbage til årtierne, hvor filmhistoriens største monstre for alvor fandt deres stemme.




