I 50’erne kom monstrene fra havet, rummet og atomprøvesprængninger. I 70’erne og 80’erne rykkede de tættere på. Meget tættere.
I denne Skrækhvalp rejser Rasmus og Daniel gennem to årtier, hvor monsterfilmen bliver mere rå, mere personlig og markant mere ubehagelig. New Hollywood giver nye instruktører friere hænder, Hays Code bliver erstattet af et ratingsystem, og pludselig må filmene vise langt mere blod, mere vold og flere moralske unoder end tidligere.
Samtidig ændrer selve monsteret karakter. Det er ikke længere kun en gigantisk øgle, der tramper en storby flad, eller et væsen fra en fjern galakse. Nu kan truslen bo i huset, gemme sig i kroppen eller stå lige ved siden af dig.
Vi kommer omkring Jaws og blockbusterens fødsel, VHS-revolutionen og briternes Video Nasties, slasherbølgen og 80’ernes fascination af store actionhelte, der løser problemer med muskler og one-liners.
Og så er der selvfølgelig perioden, hvor horror for alvor eksploderer med navne som Carpenter, Cronenberg, Craven og Kubrick.
Spol VHS-båndet tilbage, lås døren, tjek lige personen ved siden af dig en ekstra gang og lyt med, når vi rejser gennem årtierne hvor monstrene kom helt ind under huden på os.




