Sommeren 1982 bød på to meget forskellige møder med rumvæsner. Mens E.T. charmerede biografpublikummet med optimisme, eventyr og en meget ihærdig trang til at ringe hjem, gik John Carpenter i den stik modsatte retning med The Thing.
Her er der ingen venlige fingre, der lyser.
Monstret i The Thing: Paranoia i menneskeskikkelse
I stedet bliver vi sendt til en isoleret forskningsstation på Antarktis, hvor et væsen med en mildest talt ubehagelig evne har sneget sig indenfor. Det kan imitere enhver livsform perfekt, og pludselig er spørgsmålet ikke længere, hvordan man stopper monstret – men hvem der overhovedet stadig er menneske.
Det er paranoia serveret ved frysepunktet.
Rob Bottins praktiske effekter i The Thing
Kun 22-årige Rob Bottin stod bag filmens groteske og stadig imponerende praktiske effekter, der gav os nogle af horrorhistoriens mest mindeværdige monstrositeter. Alligevel blev The Thing langt fra den succes, Carpenter havde håbet på. I dag er historien en ganske anden.
Hvordan gik filmen fra kasseflop til horrorklassiker? Hvorfor fungerer dens praktiske effekter stadig så godt mere end 40 år senere? Og hvad er det egentlig, Carpenter fortæller os med en slutning, der nægter at give et klart svar?
Vi dykker ned i paranoiaen, effekterne og hemmelighederne bag en film, hvor du helst ikke skal stole på nogen.
Så hæld noget varmt i koppen, hold øje med sidemanden – og lyt med, før nogen når at finde flammekasteren.